"Jeg har aldrig redet så svær en terrænbane som den
her i Luhmühlen. Den var kæmpe stor og også teknisk krævende. Silver Ray løste
opgaven perfekt, så jeg tror simpelthen ikke, at der kommer en bane, den ikke
kan klare. Nu har den vist, at den både kan klare de meget tekniske baner og de
kæmpe store", siger Peter Flarup, umiddelbart efter han i dag sluttede som en
flot nr. 7 i den samlede militarykonkurrence i Luhmühlen.
Peter Flarup og Silver Ray holdt niveauet i den sidste disciplin,
ridebanespringning. Med et rigtig godt udgangspunkt efter lørdagens fejlfrie
runde i terrænet, blev det i dag til fire fejl i tiden 88,69 og det rakte til
en flot 7. plads i den samlede konkurrence.
"Nu fortsætter vi i samme spor", siger Peter Flarup videre. "Jeg tror ikke,
det her er topresultatet. Man kan godt forvente sig endnu mere. F.eks. havde vi
et par fejl i dressuren. Hvis vi ikke havde haft de to fejl, var vi blevet
endnu bedre placeret. Vi skal begge blive stærkere og mindre nervøse, men jeg
ved nu, at vi er på helt rette vej", slutter Peter Flarup.
”Det er helt fantastisk det her. Det er det bedste resultat til dato for
Peter. Alt har været super godt hernede, det er virkelig flot”, siger en meget,
meget glad holdkaptajn Christian Struck. ”Det var en både teknisk svær og
krævende bane, de skulle ride i dag og de fire fejl betyder ikke noget.
Placeringen havde været den sammen, selvom han havde været fejlfri. Der har
været super dressur, fantastisk terrænspringning og en flot runde på
springbanen i dag. Det er helt suverænt. Lige nu er Peter inde på banen for at
få overrakt en ærespræmie for den bedste terrænspringningspræstation. Prøv at
hør…” siger Christian Struck, mens han holder telefonen frem, så vi kan høre
Peters navn blive råbe op i højttaleren. ”Den her placering giver en hel masse
point til OL-ranglisten, hvor mange ved jeg ikke præcis, men det tæller nok ca.
det sammen som ved europamesterskaberne.
Kilde: rideforbund.dk |