DRF har kommenteret justitsministerens lovfoslag til hold om heste:
Det af justitsministeren fremsatte forslag til lov om hold af heste bliver godt modtaget af Dansk Ride Forbund. ”Vi har i årevis efterlyst regler på området. Når vores klubber renoverer og udbygger eksisterende rideanlæg og når nye etableres, er det helt afgørende at vide, hvilke krav der stilles til f.eks. boksstørrelse, folde og indretning af stalde. De i forslaget fastsatte krav ledsages af tidsfrister, der giver klubberne en yderst rimelig frist til at lovliggøre sig indenfor lovens rammer. De klubber, der fysisk ikke vil kunne lovliggøre sig, får en lang tidsfrist til at finde egnede lokaliteter.
I forslaget til lov om hold af heste fastslås det, at det bliver brugerne, der skal betale forbedringerne. Det bliver enkelte steder omkostningstungt, men fra forbundets side vælger vi nu, at rette indsatsen mod kommunerne, der har en hel åbenlys interesse i at have velfungerende rideskoler. Vi vil arbejde benhårdt på at overbevise kommunerne om, at de berørte rideskoler skal bevilges støtte til at lovliggøre sig. Det er en god forretning for kommunerne at investere i rideanlæg, og det er vi sikre på, at de kan se”, siger formand Ulf Helgstrand, der undrer sig over de økonomiske konsekvensberegninger i bemærkningerne til lovforslaget, hvor der står følgende:
”Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning”.
”Den vurdering er vi lodret uenige i. Naturligvis får lovforslaget betydning for kommunerne. Ifølge vores beregninger rammer lovforslagets krav til lofthøjde 50 % af rideklubberne under Dansk Ride Forbund. Rideklubberne er idrætsforeninger – ikke profitmaksimerende virksomheder endsige erhvervsdrivende, som omtales i lovforslaget.
De økonomiske konsekvenser af kravet til loftshøjden alene kan komme til at betyde, at de svagest stillede af vores brugere – dem der kan have allermest glæde af ridesporten – lades i stikken, hvis ikke kommunerne yder betragtelige tilskud til lovliggørelsen. Vi kan ikke leve med, at 5 eller 10 cm. skal betyde et farvel til de af vores medlemmer, der ikke kan klare den øgede brugerbetaling. Med over 76.000 medlemmer – heraf 45.000 unge under 18 år – kan enhver regne ud, at vores medlemmer repræsenterer et bredt udsnit af Danmarks befolkning. Det skal de blive ved med. Vi vil derfor opfordre til, at ministeren og udvalgsmedlemmerne tænker mere i ’idrætsforening’ og mindre i ’erhvervsdrivende’, når forslaget går til viderebehandling”, siger Ulf Helgstrand, der på trods af tilfredshed med lovforslaget understreger, at forbundet gerne havde set, at ministeren havde medtaget regler om foldenes indretning ud mod motor- og motortrafikveje. ”Vi oplever oftere og oftere at heste forårsager fatale trafikulykker, når de bryder ud af hegn mod stærkt trafikerede veje. Derfor burde indhegningen af folde have været med i lovforslaget. Vi skal på det skarpeste anbefale at ministeren kommer med regler på området”.
Kilde: DRF